EU's kompetencer på klimaområdet

EU har kun de kompetencer (beføjelser), som medlemslandene har givet det via traktaterne. Andre kompetencer ligger fortsat hos medlemslandene.

I henhold til artikel 11 og 191-193 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har EU kompetence til at handle på alle miljøpolitiske områder, herunder klimaændringer. EU's handlerum er begrænset af nærhedsprincippet.

Bekæmpelse af klimaændringer er en delt kompetence: både EU og dets medlemslande kan vedtage juridisk bindende retsakter på området. Medlemslandene kan dog kun gøre dette, hvis EU ikke har udøvet sin kompetence eller udtrykkeligt er ophørt med at gøre det. I de enkelte medlemslande kan nogle områder være de lokale eller regionale myndigheders ansvar.

Desuden er medlemslandene ansvarlige for at gennemføre EU-retten i praksis.

I henhold til den europæiske klimalov har EU en retlig forpligtelse til at blive klimaneutral senest i 2050. Dette omfatter et mellemliggende 2030-mål om at reducere nettodrivhusgasemissionerne med mindst 55 %.

Medlemslandene kan vedtage mere ambitiøse mellemliggende mål. De er også ansvarlige for de metoder, de vælger for at opnå emissionsreduktioner på deres område.

Tilgangene til reduktion af emissioner varierer fra sektor til sektor.

Med EU ETS har EU fastsat en grænse for de samlede emissioner fra visse sektorer, navnlig energiforsyning, energiintensive industrier og luftfart, og skabt en markedsplads for emissionskvoter og dermed sat en pris på kulstof.

Gennemførelsen af EU ETS er en delt kompetence:

• Kommissionen handler, når der er behov for ensartede gennemførelsesbetingelser på EU-plan for at sikre en harmoniseret tilgang i alle medlemslande, f.eks. med henblik på at fastlægge tildelingen af gratis kvoter og overvåge, rapportere og verificere emissioner.
• Medlemslandene tildeler kvoter til deres industrielle operatører og sporer og validerer de faktiske emissioner i forhold til den relevante tildelte mængde. Nogle medlemslande driver auktionsplatforme. Medlemslandene bruger også ETS-indtægter på klimaindsatsen.

Forordningen om indsatsfordeling omhandler emissioner inden for indenlandsk transport (undtagen luftfart), bygninger, landbrug, affald og små industrianlæg i EU. Senest i 2030 vil disse emissioner være reduceret med 40 % i forhold til 2005-niveauet.

Alle medlemslande deltager i denne indsats med nationale reduktionsmål på mellem 10 % og 50 %. Medlemslandene er ansvarlige for at gennemføre og nå disse mål gennem en kombination af EU-foranstaltninger og nationale foranstaltninger. I medlemslandene kan nogle af disse områder være de lokale eller regionale myndigheders ansvar.

LULUCF-forordningen indfører et EU-mål for nettokulstoffjernelse gennem naturlige dræn på 310 mio. ton CO2-ækvivalenter senest i 2030. Der er specifikke mål for hvert medlemsland.

Medlemslandene er ansvarlige for at opretholde og udbygge deres kulstoffjernelse for at opfylde det nye EU-mål. De kan anvende mange foranstaltninger til at forbedre deres arealforvaltning, herunder bæredygtig skovforvaltning eller genopretning af drænede tørvemoser. De ajourfører deres strategiske planer under den fælles landbrugspolitik for at afspejle de højere ambitioner for arealsektoren.

Alle nye biler og varevogne, der sælges i EU fra den 1. januar 2035, skal være nulemissionskøretøjer, og der skal fra 2030 fastsættes specifikke emissionsreduktionsmål i forhold til 2021-niveauet. Der fastsættes også specifikke mål hvert år for hver fabrikant.

Medlemslandene spiller en afgørende rolle i den forbindelse, da en vellykket gennemførelse af denne nye politik er betinget af, at antallet af ladestationer i hele Europa øges. Inden for rammerne af forordningen om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer vil medlemslandene, i samarbejde med de lokale myndigheder, øge opladningskapaciteten i takt med salget af nulemissionsbiler og installere lade- og tankstandere med faste mellemrum på større motorveje.

Ud over lovgivning tilbyder EU finansiel støtte til medlemslande, byer, regioner, virksomheder og sårbare grupper for at hjælpe dem med den grønne omstilling. Vores finansielle støtte antager forskellige former, f.eks. LIFE-programmet, Den Sociale Klimafond, Innovationsfonden og Moderniseringsfonden.